Om Sebra Interiør

Sebra er et dansk brand, der har designet møbler, indretning og legetøj til legesyge børn og deres stilbevidste forældre siden 2004. Vores brand er forankret i den danske kulturarv, og vi er inspireret af det bedste fra dansk designhistorie.

Når du vælger et produkt fra Sebra, vælger du samtidig et dedikeret dansk børneinteriørmærke, der fokuserer på sikkerhed, funktionalitet og kvalitet. Vores produkter skal skabe glæde hos både børn og voksne, og ligger designmæssigt i krydsfeltet mellem nostalgi og trends.

Sebra sortimentet er karakteriseret ved skandinavisk enkelhed, og størstedelen af kollektionen er lavet af naturlige materialer - herunder træ, uld, genbrugspapir og økologisk bomuld. Desuden er en del af kollektionen håndlavet, hvilket gør produkterne helt unikke.

Sebra tror på, at det at skabe et hjem med plads til børn og deres leg og kreativitet ikke behøver at være ensbetydende med æstetiske kompromiser.

Vores historie

Sebra Interiør blev grundlagt i 2004 af Mia Dela Jensen, der er uddannet designer fra Designskolen i Kolding. Da hun i begyndelsen af 2002 blev gravid med sit første barn, gik hun i gang med at lede efter ting til det kommende børneværelse. Markedet bød dog ikke på børneinteriør, der kvalitets- og designmæssigt, levede op til hendes ønsker, og det blev begyndelsen på Sebra Interiør.

Sidenhen er der kommet to børn mere til flokken og selvom børnene i dag er store, lever Mias oprindelige vision videre i Sebras arbejde med at skabe tidløst interiør, møbler og legetøj til babyer og børn op til 3 år.

I dag ledes Sebra af CEO Benny Kristiansen, mens Mia fortsat bidrager som bestyrelsesformand.

Det-bedste-til-mit-barn produkter

Hos Sebra arbejder vi passioneret med holdbart design i høj kvalitet og med en kompromisløs tilgang til sikkerhed. Vi ønsker at designe ”det bedste til mit barn” produkter, som småbørnsforældre trygt kan stole på. Det betyder, at vi sikkerhedstester alle de produkter, hvor der findes en pålidelig og relevant test selvom lovgivningen ikke kræver det.

Inden for vores produktkategorier findes der en lang række standarder, der er frivillige for producenter at følge. Her har vi valgt, at vi vil leve op til alle standarder - også de frivillige - selvom vi derved afskærer os selv fra at producere og sælge populære produkter.

Design med omtanke

Omtanke for miljøet er ikke noget nyt hos Sebra. Siden virksomheden blev etableret i 2004, har vi tænkt i god kvalitet, godt håndværk og holdbare produkter, der kan gives videre til næste generation.

Vores mål er, at vores aftryk på miljøet skal være så tæt på nul som muligt, og vi tager hele tiden små skridt i den rigtige retning.

Et nyt konkret tiltag er, at vi er i gang med at udarbejde en ESG-rapport, der skal give os indsigt i vores nuværende situation og fremover guide os til, hvordan vi udvikler os miljømæssigt. Vi har også indgået et samarbejde med Målbar, der skal gøre os i stand til at udregne vores CO2e-udledning pr. produkt. Når vi har den viden, kan vi arbejde på at nedsætte hvert eneste Sebra-produkts CO2e-udledning og derved arbejde os hen mod vores målsætning.

En mere miljøvenlig tankegang er således dybt forankret i vores processer omkring design, valg af leverandører, transport, emballage, lager, affaldssortering og social ansvarlighed.

Vil du vide mere?

Materialer

Klik her for at læse, hvilke materialer vi typisk arbejder med.

Certificeringer

Klik her og lær om vores certificeringer samt hvad de betyder for dig.

Ansvarlighed

Klik her og læs om, hvordan vi arbejder med ansvarlighed i hverdagen.

Her holder vi til


I 2023 flyttede Sebra til større lokaler på Lillebæltsvej 93 i Esbjerg, hvor virksomheden nu har samlet kontor, lager og et flot, nyrenoveret showroom under samme tag. Det er et sted, der afspejler Sebras univers og hver dag danner rammerne om udviklingen af nye produkter.

Media grid image